Den ny stjerne og Tordenskiolds skygge

Print Friendly

den-ny-stjerne
Den ny stjerne. En roman om Tyge Brahe i serien om slægten Dane. 320 sider. Lindhardt og Ringhof 2008.

Tordenskiolds skygge. En roman om Peter Wessel Tordenskiold i serien om slægten Dane
288 sider. Lindhardt og Ringhof 2009.

Bøgerne er udsolgt fra forlaget, men kan købes i antikvariater. Jeg har enkelte eksemplarer, som kan købes for kr. 200,- inkl. fragt. Man kan bestille en dedikation.

Retur      Bøger     CV

 

 


Det Historiske Hus havde fået en god idé: Skriv en lang danmarkshistorie i fiktion. 25 bind. I centrum var adelsfamilien Dane på Fyn, hvis medlemmer følges gennem tiden fra middelalder til vore dage, og som altid er med, hvor de store begivenheder sker. Forlaget var med, og der blev udarbejdet en stor plan over familiens historie, og til hvert bind var et plot, som forfatterne skulle følge. Der var store planer om opfølgende børnebøger, skolebøger, alt muligt, som blev forfattet og solgt på seriens succes.
Det så jo spændende ud, og efter nogle forhandlinger endte det med, at jeg skulle skrive bind 10 og 14 om henholdsvis Tycho Brahe og Peter Wessel Tordenskiold. Jeg havde et frygteligt besvær med at erstatte de oprindelige efter mit skøn ubrugelige plots med noget acceptabelt og historisk rimeligt, som samtidig fulgte kontinuiteten i serien, og ikke mindst var det svært at give den kvindelige hovedperson i Den ny stjerne et aktivt liv. Det havde adelsdamer ikke i 1500-tallet, og så meget er der ikke at skrive om en adelskvindes liv hjemme på herregården, især når bogen skal handle om Tycho Brahe. Jeg fik imidlertid en god idé, som fik det til at gå op: Hovedpersonen Johanne Dane er spion for kong Frederik 2., som har grundlagt Tycho Brahes observatorium som en astrologisk forudsigelsescentral, der skal give ham et forspring i udenrigspolitikken. På den måde var det muligt for min heltinde at spille en aktiv rolle i livet og observationerne på Hven. Tanken om observatoriet som astrologiske forudsigelsescentral kom fra Alex Wittendorffs biografi om Tycho Brahe, og den passede som fod i hose på mit behov i bogen.
I Tordenskiolds skygge måtte hovedpersonen være en svag afglans af Tordenskiold, og jeg brugte det gamle trick af beskrive geniet og den store personlighed ved at lade ham observere af hr. Normalmenneske. Udviklingen er naturligt hovedpersonens frigørelse fra Tordenskiold. Her var en kærlighedshistorie naturlig, og jeg valgte at lade helten møde den smukke Ingeborg, som er datter af Tordenskiolds spion Olle Erichsen på Kæringø.
Desværre gik selve serien ikke godt, og der kom aldrig de planlagte bøger til børn og skoler, som skulle have tjent gode penge. Serien var for dyr i forhold til salget, som efter de første bind stabiliserede sig på lidt under 3.000 solgte eksemplarer pr. bind, og forlaget besluttede i forbindelse med besparelser at lukke hele butikken, og de sidste planlagte bøger udkom aldrig. Grunden er efter min mening, at nogle af de første bøger i serien var for dårlige, og ikke mindst var de ahistoriske med grove historiske fejl. Lavpunktet var bind 8, Rejsen mod vest, hvor man spiser kartofler i København anno 1482. Tobak kender man også til før 1492. Det er svært at skrive en historisk roman uden fejl, men dette er for groft. Jeg kunne skrive mange ting om den serie, men må hellere lade være.
Jeg fik faktisk flere venlige ord fra eksperter om mine bidrag. John R. Christianson, en af verdens førende Tycho Braheeksperter, sendte en meget rosende mail om Den ny stjerne, og en filminstruktør fortalte mig, at den annoncerede Tordenskioldfilm fra Zentropa Film (som aldrig blev til noget) burde have brugt Tordenskiolds skygge som udgangspunkt.

Skrevet om Den ny stjerne

Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Her er bind 10 i serien om slægten Dane, og den vil efterspørges af seriens læsere, men er ellers til alle, der kan lide historiske romaner. Denne historie kan særligt henvende sig til dem, der interesserer sig for naturvidenskabens og astrologiens historie

Beskrivelse
Dan H. Andersen debuterer i serien fra Det Historiske Hus af historiske romaner med den fiktive slægt Dane i centrum. Vi kender ham fra velfortalte historiske biografier om så forskellige skikkelser som Marie Grubbe og Tordenskjold. Nu har han kastet sig ud i at skildre tiden efter reformationen. Efter en prolog starter historien for alvor i 1564, og den har den smukke Johanne Dane som hovedprofil. Hun er sidste skud på Daneslægten, og fremfor at følge adelskvindens pligt med familie og styring af hjemmet vil hun faktisk hellere beskæftige sig med astrologi og naturvidenskab. Hun møder Tyge Brahe, og forfatteren lader hende få en markant plads i hans nærhed. Det bliver en meget spændende historie, der t egner et interessant og nuanceret billede af hovedfiguren, Johanne. Her bliver også formidlet en mængde historisk kultur- og naturvidenskab via samtaler mellem personerne, dette kan muligvis hæmme historiens fremdrift for nogen læsere

Sammenligning
Jeg mener nok Dan H. Andersen giver alle sine figurer lidt flere nuancer end gennemsnitligt i Dane-serien
Samlet konklusion
Spændende historisk roman, hvor man foruden at blive underholdt også bliver klogere
Lektørudtalelse
Beth Høst

Skrevet om Tordenskiolds skygge

Ulrik Langen i Weekendavisen ”Da romanens hovedperson er søofficer og fortællingens omdrejningspunkt er den nok største søhelt i danmarkshistorien, spiller det maritime en væsentlig rolle i romanen. Mængden af maritime udtryk og beskrivelser kan nok virke lidt overvældende for almindelige landkrabber. Men miljø- og stemningsbeskrivelserne er generelt fine. Stærkt står skildringen af hovedpersonens ophold i København under pestepidemien i 1711 – og ikke mindst hans sidste møde med den prostituerede Karen, der kulminerer i en særegen cocktail af pestmærker og oralsex.

en fin historisk roman skrevet af en mand, der kender perioden som sin egen bukselomme og ikke er bange for at bruge sin viden på nye måder.”

Lektørudtalelse

Anvendelse/målgruppe/niveau
Bogen er oplagt til de mange, der har fulgt Dane-slægten i hidtil 13 bind
Beskrivelse
Dan H. Andersen har udgivet biografier om Peder Wessel Tordenskjold og Marie Grubbe og har skrevet 10. bind i serien Slægten, Den ny stjerne i 2008. Harald Dane er Ditlev og Agnetes yngste søn, og han har derfor ikke mulighed for at arve familiegodset. Han drager i stedet til søs, hvor han bliver gode venner med Peter Wessel og følger ham i hans op- og nedture. Det er derfor først og fremmest en biografisk roman om Tordenskjold, og først efter dennes død efter en duel kan Harald træde ud af skyggen og få sin egen karriere. Romanen er godt håndværk og ph.d.’en i historie er naturligvis inde i sit stof

Sammenligning
Romanen ligger fint i forlængelse af de øvrige 13 bind i serien
Samlet konklusion
Først og fremmest en biografisk roman om Tordenskjold, men Harald Dane er med på sidelinjen, og bogen ligger fint i forlængelse af resten af serien
Lektørudtalelse
Per Månson

Nye indlæg