Foredrag

Print Friendly

Foredrag
Nedenfor er en beskrivelse af de foredrag, jeg kan tilbyde.
Jeg lægger vægt på kun at holde foredrag om emner, i hvilke
jeg har en særlig ekspertise, dvs jeg har skrevet bøger eller
artikler om dem. Jeg har holdt foredrag de sidste 30 år i
aftenskoler, biografer, præstegårde, konferencer, gymnasier mm. 
Kontakt

 

 

Foredragskatalog
Konspirationsteorier
Hvorfor tror folk på mærkelige ting?
Konspirationsteorierne om 11. september
Marie Grubbe og hendes tid
Peter Wessel Tordenskiold. Manden og myten
Frederik 4.- konge af Danmark (1699-1730)
Store Nordiske Krig (1709-20)
Den okkulte nazisme
Krystalnatten
Adolf Hitler – roden til hans ondskab
Wien 1900
Hvide slaver. Sorte herrer. Det glemte slaveri. 

En optræden kan være alt fra et foredrag på to timer med Power Point til en før-frokost tale om dagens emne. Jeg kommer i hele landet. Normalprisen for en optræden er kr. 5.000.

Konspirationsteorier     
Konspirationsteorier breder sig i vore dage, både i den politiske debat og i populærkulturen. I dette foredrag vil jeg se på den historiske udvikling af konspirationsteorierne, fra troen på den store tempelridder- og frimurerkonspiration til nazistiske og islamistiske brug af antisemitiske konspirationsteorier.

Dan H. Andersen: Skjulte magter? Hemmelige selskaber i 1000 år. Aschehoug 2006.

Dan H. Andersen: Religion og konspirationsteorier. Kvan. Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 79, 27. Årgang, 2007.

Hvorfor tror folk på mærkelige ting?   
Vi lever i en tid, hvor den moderne overtro breder sig, det være sig konspirationsteorier, pseudoarkæologi, esoterisk historie, astrologi, åndernes magt eller alternativ behandling. I foredraget vil jeg søge at forklare, hvad der er i vores tid og den menneskelige natur, der får os til at blive tiltrukket af det alternative og overnaturlige. 

Konspirationsteorierne om 11. september
Ude på internettet cirkulerer teorier om begivenhederne om 11. september 2001, som afviger radikalt fra den officielle forklaring. Ifølge de mest udbredte af disse teorier var 11. september et inside job, en konspiration i den amerikanske regering eller det amerikanske efterretningsvæsen. Tvillingetårnene styrtede i grus efter en serie kontrollerede eksplosioner fra sprængstoffer anbragt af det amerikanske efterretningsvæsen, det var ikke et passagerfly, der ramte Pentagon, men et ubemandet missil, og fly 93 styrtede ikke efter kamp mellem flykaprere og passagerer, men blev skudt ned af det amerikanske luftvåben. Så mærkeligt det end lyder, har disse teorier fået en vis udbredelse, og ikke mindst forfattere og kunstnere, i Danmark bl.a. Jesper Klein og Flemming Jensen, har skrevet under på kravet om en ny undersøgelse af 11. september. I foredraget gennemgår jeg konspirationsteorierne om 11. september for at vise, at de er uden ringeste bevis og sandsynlig.

– Dan H. Andersen: Et telefonopkald og en sammensværgelse. Berlingske Tidende 12/9 2006
– Konspirationsteorierne om 11. september. Kristeligt Dagblad 8/9 2011

Marie Grubbe og hendes tid   
Marie Grubbe (1643-1718) er en af Danmarkshistoriens myteomspundne kvindeskikkelser. Hun mødte Holberg og inspirerede ham til en berømt epistel, og siden er hun blevet portrætteret af St. Steensen Blicher, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Juliane Preisler. I foredraget vil jeg berette om, hvad vi ved om den historiske Marie Grubbe.
– Dan H. Andersen: Marie Grubbe og hendes tid. En biografi. Aschehoug 2006.

Tordenskiold: Manden og myten   
I foredraget ser jeg på Peter Wessel Tordenskiolds (1690-1720) eventyrlige liv og nogle af hans spektakulære aktioner og prøver at besvare spørgsmålet om, hvem han egentlig var. Jeg vil sammenligne ham med andre nationale helte, bl.a. Anders Lassen, og tale om heltens rolle i det moderne samfund.
– Dan H. Andersen: Mandsmod og kongegunst. En biografi om Peter Wessel Tordenskiold. Aschehoug 2004.
– Ny revideret udgave: Peter Wessel Tordenskiold. Lindhardt og Ringhof 2015.

Frederik 4. – konge af Danmark (1699-1730)   
Frederik 4. huskes nok bedst af de fleste som Tordenskiolds konge og som en mand med et kompliceret kærlighedsliv, der skønt han allerede var gift bortførte den unge Anne Sofie Reventlow og giftede sig med hende ”til venstre hånd”. Imidlertid viser forskningen en anden side af kongen som en beslutsom og til tider machiavellisk hersker, der uden hensyn brugte folk, når han havde gavn af dem, hvad enten det var en helt som Peter Wessel eller spionagechefen Christian Erlung, der var dømt, men aldrig straffet, for mord.

Store Nordiske Krig   
Store Nordiske Krig (1700-1721) er det sidste store opgør mellem Danmark og Sverige og samtidig del af en europæisk storkrig, der ændrede magtforholdene i Østersøen. Det er også en fascinerende episode i europæisk historie med et galleri af store og farverige personligheder, som er blevet en del af den nationale mytologi i mange lande.

Den okkulte nazisme   
Der var en okkult og esoterisk side af nazismen og Det Tredje Rige, som er blevet misbrugt af pseudohistorikere, og som normale historikere derfor har haft en vis modvilje mod at beskæftige sig med. Imidlertid er det meget sandsynligt, at Hitler var i kontakt med okkulte og mystiske kredse i Wien, og at de nazistiske forestillinger om den mytiske germanske fortid og den evige kamp med det onde jødiske blod blev inspireret af disse kredse. En central figur i den okkulte nazisme er Heinrich Himmler, som foruden at være organisator af Holocaust også var en mystiker, som formede SS som en moderne ridderorden og indførte nyhedenske ritualer i medlemmernes liv. Han opbyggede kultcentre for SS i den gamle ridderborg Wewelsburg og klosterkirken i Quedlinburg og udsendte Indiana Jonesagtige ekspeditioner til hele verden, bl.a. til Tibet for at finde hjemlandet for den ariske race.
– Dan H. Andersen: Nazimyter. Blodreligion og dødskult i det tredje rige. Lindhardt og Ringhof 2007.
– Dan H. Andersen: Hitler. En diktators læreår. I rejsebogsserien Vide Verden: Wien.

Krystalnatten    
Natten mellem 8. og 9. november 1938 skyllede en moderne pogrom over Tyskland og Østrig. Hundredvis af synagoger blev angrebet og stukket i brand, tusindvis af forretninger blev ødelagt, og i utallige jødiske hjem blev der hærget, plyndret og myrdet. De millioner af glasskår i gaderne efter nattens raseri har fået eftertiden til at døbe pogromen Krystalnatten. I foredraget vil jeg berette om forspillet til Krystalnatten og følge nogle jødiske skæbner før og under natten og i tiden, der fulgte.
– Dan H. Andersen: Krystalnatten. Vejen til holocaust. Gyldendal 2009.

Adolf Hitler – roden til hans ondskab    
Hitler er et af det 20. århundredes største massemordere og skyld i mange millioner menneskers død. Det er meget naturligt at ville prøve at finde roden til hans ondskab. Blev han født som et uhyre, var det en langsom udvikling, eller var der en begivenhed i hans liv, der ændrede hans sind og karakter? Sikkert er det, at i 1920 er hans racetankegang, jødehad og besættelse af ideen om revanchekrig fuldt udviklet. I foredraget vil jeg med brug af den nyeste forskning berette om vor viden om Hitlers barndom og ungdom, deltagelse i 1. verdenskrig og søge at finde punktet, hvor han er blevet til den Hitler, historien kender.
– Dan H. Andersen: Nazimyter. Blodreligion og dødskult i det tredje rige. Lindhardt og Ringhof 2007.
– Dan H. Andersen: Hitler. En diktators læreår. I rejsebogsserien Vide Verden: Wien. 2013.

Wien 1900       
Wien før udbruddet af 1. verdenskrig fascinerer. Det gamle kejserrige var i forfald og kollapsede med krigen, men kultur og videnskab blomstrede. I foredraget tager jeg tilhørerne på en rundtur i politikens og kunstens Wien. Det er den gamle kejser Franz Josef, det er Klimt, Schiele og Freud, men også antisemitismens og de okkulte filosoffers Wien. Og det Wien, hvor Adolf Hitler levede fra 1907-13.
– Dan H. Andersen: Adolf Hitlers læreår. Udkommer den 11. oktober 2013 i rejsebogsserien Vide Verden: Wien.

Hvide slaver – sorte herrer. Det glemte slaveri.    
Alle kender til den transatlantiske slavehandel, hvor omkring 15 millioner afrikanere blev transporteret over Altanterhavet til Amerika. Få europæere tænker på, at mellem 1500 og 1830 blev omkring en million kristne europæere taget som slaver og transporteret til de nordafrikanske stater Algier, Tunis, Tripolis og Marokko. Indtil ca. 1650 var transporten af slaver til Nordafrika større end transporten over Atlanterhavet til Amerika. De kristne slaver blev taget ved raids på kysterne, primært Italien og Spanien, men der var enkelte raids oppe i Nordeuropa, herunder England, Irland og Island. Eller de blev taget ved, at deres skibe blev opbragt. Selveste Ludvig Holberg var i 1715 ved at ende som slave i Algier, da hans skib mellem Livorno og Civita Vecchia blev angrebet af en korsar fra Algier. Man regner med, at mange tusinde tusinder danskere og nordmænd var slaver i Nordafrika. I foredraget vil jeg beskæftige mig med slavetagningen og slavernes tilværelse i Nordafrika.
– Dan H. Andersen: Farligt møde i Middelhavet. Siden Saxo nr. 3, 12. årgang, 1995.

Nye indlæg