Danmarks traktat med Osmannerriget 1756

Print Friendly

Klik for at zoome ind på kortet

Danmarks traktat med Osmannerriget 1756. Dansk diplo­mati og handel på Levanten under Sigismund Wilhelm v. Gählers ambassade i Konstantinopel 1752 – 66.

Upubliceret speciale Københavns Universitet 1991. 
Vejleder Ole Feldbæk

Læs som PDF

 
Retur: Bøger     CV
 

En dansk præst ved Sultanens hof 1758. Siden Saxo vol. 8, nr. 2, (1991), s. 38-49. Linieskibet “Grønland”. Historien bag en konvoj i Middelhavet 1761. Marinehistorisk Tidsskrift vol. 22, nr. 3, (1991), s. 23-31.
DFVWIJXLVTYOQ. Koder og kodesprog i 1700-tallets diplomatiske korrespondance. 1066, Tidsskrift for historisk forskning vol 22, nr. 1, (1992), s. 21-35.Denmark’s Treaty with the Sublime Porte in 1756. Scandinavian Journal of History vol 17, no. 2, (1992), s. 146-166.
Danske handelsforsøg på Levanten 1752-65. Erhvervshistorisk Årbog vol. 42, (1992), s. 132-182.

Som mange før mig stod jeg efter at have bestået alle eksaminer undtagen speciale med problemet: Hvad skal jeg skrive om? Jeg ønskede at skrive et speciale baseret på arkivundersøgelser, ikke blot en gennemgang af sekundær litteratur, og emnet måtte meget gerne være eksotisk. Som det ofte sker, var det en tilfældighed, der afgjorde både mit specialeemne og mine senere forskningsinteresser. Jeg bladrede i Emil Marquards glimrende opslagsværk Danske Gesandter og Gesandtskabspersonale indtil 1914 og lade mærke til, at der var en dansk gesandt ved navn Sigismund Wilhelm v. Gähler i Konstantinopel (Istanbul) i midten af 1700-årene, hvorefter . ambassaden blev nedlagt. Jeg var blevet fascineret af Istanbul ved en ekskursion mange år tidligere med Københavns Universitet (det var dengang universitetsstuderende tog på ekskursioner), hvor vi bl.a. besøgte det svenske Institut, som ligger ved det nuværende svenske konsulat i Pera, det nuværende Beyoğlu. Ydermere fandt jeg ud af, at min ambassadør var bror til Peter Elias v. Gähler, en af Struenses bagmænd, og som jeg havde set på tidligere i forbindelse med en opgave om den danske hær efter 1720.

Næste skridt var at finde ud af, om der var skrevet noget om denne ambassade, og jeg fandt til min lettelse, at det seneste værk var C. F. Wandels Danske Handelsforsøg paa Levanten i det attende Aarhundrede fra 1927, som var nyttigt ved at strukturere emnet og indeholde en stor del af kilderne i dansk oversættelse, men var meget materialegengivende og præget af en ide om den osmanniske politik over for den danske ambassade som præget af tilfældighed og korruption i forhandlingerne om indgåelsen af en freds- og venskabstraktat, som endelig blev indgået i 1756 efter fire års forsøg fra dansk side. Ellers var ambassaden omtalt i Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien fra 1962, fordi den videnskabelige ekspedition passerede Konstantinopel i 1761 på vej mod Yemen, og gesandten skaffede dem de nødvendige tilladelser og anbefalinger fra det osmanniske bureaukrati.

Det var jo perfekt. Spændende emne. Ældre værk at læne sig op af og kritisere, tilknytning til berømt bestseller. Professor Ole Feldbæk ville gerne være vejleder på projektet og skaffede også penge til en måneds arkivstudier i Wien, hvor jeg gennemgik de østrigske gesandters indberetninger. Jeg brugte meget tid på arkivundersøgelser, og afhandlingen endte med at minde mere om en licentiatafhandling end et speciale, men det var muligt dengang, og jeg var grebet af emnet.

Der er tre aspekter ved specialet, som jeg vil fremholde:

Den meget grundige undersøgelse af de europæiske magters politik over for en dansk traktat med Osmannerriget, hvor jeg viser, hvorledes selv denne relativt betydningsløse sag var forbundet med til de europæiske alliancer.

Min tese om årsagen til, at den osmanniske ledelse beslutter sig til i 1756 at indgå en fred- og venskabstraktat med Danmark. Jeg afviste den gamle forklaring om bestikkelse som absurd, for trods alt havde von Gähler i fire år givet gaver og penge til forskellige embedsmænd uden at komme nogle vegne. I stedet knyttede jeg traktaten til den samtidige omkastning af de europæiske alliancer, den såkaldte Diplomatiske Revolution, og så traktaten med Danmark som den osmanniske advarsel til sin allierede Frankrig om, at Osmannerriget kunne overveje at indgå en lignende traktat med Frankrigs nye fjende Preussen. Det var en meget tilfredsstillende opdagelse for mig, ikke mindst fordi den så osmannisk udenrigspolitik som rationel og logisk, ikke styret af bestikkelse og haremsintriger.

Den første kortlægning af den danske skibsfart i det østlige Middelhav, hvilket var muligt, fordi gesandten i Konstantinopel fik en afgift for hvert skibsanløb i hans område, og i hans meget omhyggeligt førte regnskab stod disse anløb med navn på skib og skipper.

Jeg fik 11 og en god udtalelse, og jeg kannibaliserede aspekter af specialet og opdagelser undervejs til fem artikler. ”Denmark’s Treaty with the Sublime Porte in 1756” og ”Danske handelsforsøg på Levanten 1752-65” er gode forskningsartikler, men også de tre mere populærhistoriske har pointer, jeg i dag er stolt af. 

 

Nye indlæg